Farvergade 10, 5. sal
1463 København K
Danmark
Tlf 35 30 44 00
Fax 35 30 44 01

Børneteateravisens historie

Fra avis til netportal

Børneteateravisen udkom første gang i efteråret 1972 som verdens første kulturministerielt støttede tidsskrift udelukkende for professionel scenekunst for børn og unge.

Børneteateravisen blev sendt gratis ud til landets skoler, institutioner, teatre, organisationer m.v. med en frekvens på fire numre årligt og i et oplag på mellem 13.-15.000 – og skulle være informationsorgan for såvel producenter som aftagere af børneteater.

Indhold var fra starten teaterfaglige artikler, kommentarer, repertoire-nyheder m.v.

Selvom udseende og journalistik ændrede sig gennem årene, var det først i efteråret 1993, at de første egentlige anmeldelser kom – trods nogen skepsis fra teatrene, der ikke var meget for at risikere at blive dårligt anmeldt i deres ’egen’ avis.

Men det var samtidig en redaktionel reaktion på de alt for få og sporadiske anmeldelser i landets dag- og fagblade. Og et forsøg på at sikre, at producenterne kunne få en stærkt efterlyst respons på deres arbejde og arrangørerne en grundig forbrugerorientering.

I maj 2008 udkom sidste nummer af Børneteateravisen (nr. 145) på papir, for i september 2008 at starte som nyhedsportal – www.boerneteateravisen.dk - hvor besparelserne til distribution bl.a. er blevet omsat i væsentligt flere anmeldelser, aktuelle artikler m.v. I marts 2013 tog Børneteateravisen.dk desuden navneforandring til Teateravisen.dk

Gamle numre af den trykte udgave af Børneteateravisen kan læses i vores arkiv.

Første redaktør var Wenzel de Neergaard og siden fulgte bl.a. nuværende teaterprofessor Jørn Langsted. Siden maj 1986 har Carsten P. Jensen været redaktør af først avisen og nu nyhedsportalen.
Carsten P. Jensen ved tasterne (tegnet af Bob Katzenelson)