Farvergade 10, 4. sal
1463 København K
Danmark
Tlf 35 30 44 00
Fax 35 30 44 01

Børneteaterkultur

Det er meget få steder i Danmark, der er direkte uvilje mod teater for børn og unge. Der hersker derimod en vis enighed om, at oplevelser med kunst er en vigtig del af børns liv.

Når vi møder kunst, sker der ”noget” - en tanke sættes i gang, en følelse spejles, en verden viser sig - og alle børn og unge i hele landet skal derfor - ligesom voksne - have mulighed for at møde scenekunsten.

Men at få teater for børn og unge på dagsordenen i kommunen, på skolen eller på biblioteket kræver en indsats. Det kan således være nødvendigt, at der arbejdes vedholdende for at få børne- og ungdomsteater ind i formuleringerne af de overordnede prioriteringer i din kommune eller i din formidlingsinstitution.

Og det er vigtigt at slå fast, at der med kommunernes ønske om at ville satse på teater for børn og unge også skal følge en prioritering af ressourcer til arrangementer og indkøb, samt til formidlingen og den faglige udvikling heraf.

Og så skal kommunen være opmærksom på, at prioriteringen af teater for børn og unge kan påvirke arrangørernes og formidlernes hverdag. Det er let nok at læse sig til gode, overordnede intentioner, men at overføre dem til praksis kræver arbejde fra praktikernes side - fra jer formidlere.