Teater for børn og unge skal ikke kun underholde. Det skal ligesom kunst for voksne udfordre, provokere og vække tanker.
Som formidler spiller du en vigtig rolle i mødet mellem teaterforestillingen og det yngre publikum, fordi det er dig, der har valgt forestillingen.
Det giver dig et stort ansvar, og din position som ”udvælger og tilrettelægger” giver sikkert anledning til en række overordnede spørgsmål om, hvorfor og hvordan børn og unge skal møde scenekunsten, og også hvad kvalitet er i forbindelse med scenekunst for børn og unge?
Vi har her opstillet en række konkrete råd, der kan være med til at kvalificere dine valg:
- Tag på festivaler.
Det er en enestående chance for at se meget børneteater på kort tid. Husk at se så mange forskellige forestillinger og så mange forskellige teatergrupper som muligt.
Husk også at se noget, du ikke kender. Så er du bedre rustet til at vide noget om ”kvalitet”.
- Tal med andre.
På festivaler har du mulighed for at tale med andre formidlere og få adgang til forskellige netværk.
På Teatercentrums festival og på Horsens Kommunes festival er der f.eks. altid tilrettelagt faglige seminarer og møder med kvalificering af formidlere for øje. Her kan du deltage i diskussioner og udveksle erfaringer med ”dine kolleger”.
- Se på børnene.
Se forestillinger sammen med børn og unge og iagttag dem under forestillingen.
Børn kan ikke altid sætte ord på deres oplevelse af en teaterforestilling, så du vil ikke kunne basere et realistisk eller fyldestgørende indtryk af deres teateroplevelse på blot at tale med dem bagefter.
- Stil spørgsmål.
Spørg dig selv, om forestillingen refererer til følelsesmæssige, billedlige eller sociale erfaringer, som børnene og de unge kender fra deres egen hverdag.
Vær ikke bange for at udfordre dem mht. forestillingens form. Børn er fra deres egen leg, computerspil og moderne litteratur vant til fiktioner, der har flere lag.
Derfor kan de møde en dejlig udfordring i en teaterforestilling, der springer i bevidsthedsniveauer og steder, og hvor skuespillerne har flere roller.
- Småbørnsforestillinger.
Pas på med at vælge forestillinger fra, fordi de ikke siger dig noget som voksen. Ved småbørnsforestillinger har mange kunstnere fokus på at udfordre de yngstes sanseapparat, og den kontinuerlige historie træder måske i baggrunden.
Vær ved disse forestillinger opmærksom på lydbilleder og farvekombinationer, lys og objekter, og på skuespillernes ageren med disse.
- Skolemateriale.
Nogle teatre laver skolemateriale eller baggrundsmateriale til deres forestillinger, og nogle gør bevidst ikke. Materialet kan ofte downloades fra teatrenes hjemmeside.
I en eventuel for- eller efterbehandling af en forestilling bør man have for øje ikke at ”pille forestillingen i stykker”, men føre oplevelsen og indtrykket fra teaterstykket videre.
Hvordan dette gøres afhænger meget af den enkelte formidlers overbevisning og temperament.
Endelig kunne man overveje, om en given teateroplevelse i nogle tilfælde måske står bedst helt alene?
Og husk så at spørge dig selv: Hvad synes jeg om forestillingen og hvorfor? Svarene kan være en god rettesnor for dit valg af forestillinger.
I dit arbejde bør du søge al den inspiration, du kan få.
Teatercentrum har til hensigt løbende at arbejde med at kunne tilbyde kurser og møder for teaterformidlere dels i forbindelse med festivalen hvert forår, dels som én-dagskurser og konferencer fordelt over resten af året.
Du kan få flere input under menupunktet
Inspiration.