Scenekunst på dagsordenen
Oplevelser med kunst er en vigtig del af børns liv. Når vi møder kunst, sker der ”noget” - en tanke sættes i gang, en følelse spejles, en verden viser sig - og alle børn og unge i hele landet skal derfor også - ligesom voksne – have mulighed for at møde scenekunsten.
Men at få scenekunst for børn og unge på dagsordenen i kommunen, på skolen eller på biblioteket kræver en indsats. Det kan således være nødvendigt, at der arbejdes vedholdende for at få scenekunst for børn og unge ind i formuleringerne af de overordnede prioriteringer i din kommune eller i din formidlingsinstitution.
Og det er vigtigt at slå fast, at der med kommunernes ønske om at ville satse på scenekunst for børn og unge også skal følge en prioritering af ressourcer til arrangementer og indkøb, samt til formidlingen og den faglige udvikling heraf.
Prioriteringen af teater for børn og unge påvirker derfor også arrangørernes og formidlernes hverdag. Det er let nok at læse sig til gode, overordnede intentioner, men at overføre dem til praksis kræver arbejde fra praktikernes side - fra jer formidlere.